Historie

Med sine 1500 år er Næstved en af Danmarks ældste byer, og i middelalderen var byens også en af landets største. Næstveds historie strækker sig dog helt tilbage til yngre jernalder – arkæologiske fund viser, at den første beboelse blev anlagt på dette tidspunkt; det er dog først nogle århundreder senere, at selve byen vokser frem. Næstved ligger på Sydsjælland omgivet af smuk natur og ganske tæt ved Karrebæksminde, som er en af Danmarks fineste badestrande.

Susåen – byens vandvej

Susåen – Sjællands største å – løber smukt ind igennem Næstved og har sit udløb i Karrebæksminde bugt. Det er vidunderligt at sidde ved åens bred midt i byen og til Skt. Hans er der bål ved åen. Susåen blev dannet helt tilbage i istiden og har siden middelalderen haft stor betydning for erhvervslivet i Næstved. Karrebæksminde fungerede fra begyndelsen som opladningshavn, og ad Susåen fragtedes skibe og pramme ind til Næstved. I dag er der rig mulighed for at leje kanoer og sejle ad Susåen.

Herluf Trolle og Herlufsholm 

Byen Næstved bugner af historie, og mange kendte historiske personer har haft en tilknytning til byen. Blandt de mest kendte er nok den danske admiral og søhelt Herluf Trolle, som sammen med sin kone, Birgitte Gøye, stiftede Herlufsholm Kostskole i 1560. Herlufsholm Kostskole ligge i skønne omgivelser og er i dag en af Danmarks mest eftertragtede kostskoler.

Klostre, munke og N.F.S. Grundtvig

I 11-1200-tallet havde Næstved et betydeligt religiøst liv. Skovklosteret (det nuværende Herlufsholm Kostskole) husede benediktinermunkene, mens munkene fra franciskanerordenen holdt til inde i byens centrum. Dominikanermunkene kom til Næstved i 1242 og fik opført Sortebrødre Kloster, som også lå i midtbyen.

Munkebakken er en del af Mogenstrup Åsen, som strækker sig fra Mogenstrup og helt ind midt i Næstved by. I dag udgør Munkebakken en af Næstveds flotte byparker med borde og bænk, som står til fri afbenyttelse for besøgende. Rundt om på Munkebakken er der udstillet 7 flotte munkeskulpturer i bronze. Munkeskulpturerne fortæller historierne om de forskellige munkeordener i Næstved. Munkebakken strækker sig 48 meter over havets overflade, og på det højeste sted er der et udkigstårn, hvorfra man har en fantastisk udsigt ud over Næsted.

I udkanten af Næstved ligger Rønnebæksholm, som tidligere var et gods. Den store danske salmedigter N.F.S. Grundtvig boede på Godset fra 1851-54. I 1853 skrev Grundtvig den meget kendte morgensalme ”Morgenstund har guld i mund” netop på Rønnebæksholm. I dag fungerer Rønnebæksholm som et spændende kulturcenter med skiftende kunstudstillinger, og til stedet hører også en vidunderlig park, hvor besøgende kan gå en tur.